På Parkskolen omdanner Ballerup Kommune de tidligere kontorlokaler fra rådhuset til specialindrettede klasseværelser til ordblinde børn fra kommunen og hele Københavnsområdet, imens flere af bygningens funktioner stadig er i drift. Ordblindeinstituttets brugere får bl.a. adgang til helt nye lokaler til fysik, håndværk & design samt madkundskab.
Mod nord opføres en toetagers tilbygning i trækonstruktioner for at binde lokalerne sammen og skabe plads til nye mødelokaler. Samtidig istandsættes og ombygges en del af bygningens andre lokaler, hvor der i forvejen er ungdomsskole og musikskole. Deres brugere får så adgang til en del af de specialindrettede faglokaler, så man sikrer maksimal udnyttelse af faciliteterne både om dagen, eftermiddagen og aftenen. Projektet er et godt eksempel på, hvor man med mindre tiltag kan sikre, at de eksisterende faciliteter i kommunen forbliver tidssvarende og fleksible.
wePlan står for konstruktionsdesign, akustik, energi, LCA, indeklima og installationer med DAI og Gade & Mortensen Akustik A/S som underrådgivere.
Visualisering: copyright Vilhelm Lauritzen Architects